• Optimismen bobler i virksomhederne: Der er et nærmest »umætteligt behov«

    Источник: BDK Finans / 21 фев 2025 00:27:41   America/New_York

    USAs præsident, Donald Trump, smider om sig med trusler om mere told på europæiske varer og dermed også danske. De store tyske virksomheder og den tyske økonomi er svækket. Vi lever i en usikker verden, hvor de globale udsigter for danske virksomheder bestemt ikke er gode. Men trods det viser nye tal, at optimismen fortsat blomstrer i virksomhederne. Det viser en rundspørge til tillidsfolkene i landets største fagforening, 3F. I alt 1.228 tillidsfolk har deltaget, og undersøgelsen er lavet fra 27. januar og en uge frem. Dermed efter Donald Trump er trådt til. Det er primært to svar, som viser, at det fortsat går godt i virksomhederne. Det ene er, at et stigende antal af tillidsfolkene mener, at det går enten bedre eller meget bedre for deres virksomhed end for et halvt år siden. Det andet er, at der er en ganske pæn stigning i andelen af tillidsfolk, som forventer, at deres arbejdsplads skal ansætte flere folk i løbet af de kommende tre måneder. Hele 36 procent regner med, at deres virksomhed skal hyre nye folk i den kommende tid. I januar sidste år var det tilsvarende tal kun på 26 procent. »Der er stadig rigtig godt 'sug i skorstenen'. Jeg er dog selv overrasket over, at meldingerne er så positive. Det mest synlige tegn på, at det går godt, er en fortsat og bred fremgang på arbejdsmarkedet,« siger cheføkonom i 3F Frederik I. Pedersen. Følsomme brancher Han fremhæver, at medlemmerne af 3F er ansat i de mest følsomme brancher. Det er blandt andet byggeriet. Det betyder, at hvis det begynder at gå dårligere i den danske økonomi, er 3F en af de fagforeninger, hvor medlemmerne kan mærke det først. Men ledigheden hos 3F har været faldende over det seneste halve år. »Der er tilsyneladende et nærmest umætteligt behov for flere ansatte. Samtidig bliver arbejdsmarkedet bare ved med at levere via en højere og højere arbejdsstyrke,« siger Frederik I. Pedersen. Han erkender dog, at det har skabt øget usikkerhed, at Donald Trump er kommet til som præsident i USA, og større usikkerhed er »aldrig godt«. Mere tilbageholdende Undersøgelsen fra 3F kommer, samtidig med at der torsdag kom nye tal for den danske økonomi fra Danmarks Statistik. Tallene overraskede og viste, at væksten for hele 2024 kom helt op på 3,6 procent i 2024. Det er den højeste vækst i tre år. Men Danmarks Statistik fremhæver også, at en meget stor del af fremgangen skyldes medicinalindustrien og dermed ikke mindst Novo Nordisk. Det store spørgsmål er, hvordan det går i den danske økonomi og for de danske virksomheder, hvis vi ser bort fra Novo Nordisk. Tallene fra 3F tyder på, at fremgangen er mere bredt funderet. Fra erhvervsøkonom i Sydbank Morten Laugesen er svaret ikke helt så entydigt. Morten Laugesen følger det danske erhvervsliv tæt på baggrund af mange tusinde virksomheders regnskaber. Han fremhæver, at billedet af, hvordan det går, er meget blandet. Det er ikke sådan, at det går helt vildt godt, men heller ikke det modsatte. Laugesen påpeger, at hvis vi ser fremad, og ikke mindst på de globale trusler, så er det meget forskelligt, hvordan nyhederne fra henholdsvis USA og Tyskland rammer. »Det skaber noget usikkerhed, når Trump kommer med alle de her meldinger om told. Det kan godt skabe lidt mere tilbageholdenhed hos nogle virksomheder, især inden for industrien,« siger Morten Laugesen. Tyskland meget mere afgørende Men han understreger samtidig, at det er vigtigt at holde sig for øje, at selvom USA er Danmarks største eksportmarked, så er den del af vores eksport først og fremmest trukket af en række store virksomheder. For rigtigt mange danske virksomheder er det vigtigere, hvordan det går i Tyskland. »Der går det ikke ligefrem super i øjeblikket. Det er en bekymring for flere virksomheder. Det er ret tydeligt, at mange kan mærke, at den tyske økonomi står stille i øjeblikket,« siger Morten Laugsen og fortsætter: »Det gælder underleverandører til de store tyske industrivirksomheder, og vi har ligeledes mange handelsvirksomheder, som sælger til Tyskland. Der er eksempelvis en del engroshandelsvirksomheder inden for tøj, der har en stor eksport til Tyskland,« siger Morten Laugesen. Cheføkonom i Dansk Industri Allan Sørensen bemærker, at eksporten af medicin har klaret sig »super godt og sikrer høj vækst i dansk økonomi«. »En meget stor del af denne eksport er dog produceret på fabrikker uden for Danmark,« siger Allan Sørensen. Dermed siger han også, at den del af vores eksport ikke skaber ret meget beskæftigelse herhjemme. https://www.berlingske.dk/oekonomi/optimismen-bobler-i-virksomhederne-der-er-et-naermest-umaetteligt-behov
Опубликовать